til ronns:
ristet i brunsprødt denim
der altid stank af dig
du var et forældrenes emne,
kom,
kom,
vi tar en anden vej.
shit,
shit,
størknet og klam var pletten derpå
når du rumsterede i kvarteret
viste hvordan folk også ka gå,
hånehvisken: han er falleret.
men stribevis af nakker
du ku dreje i din by
med våde kødsår i panden, fra druk og skvat, fra stryg.
vi sagde din mund var fuld af aids
så hold dig væk fra det beskidte bæst,
den cafeteriebesudlende zombie ronns
havde ik altid været så blæst.
du bænkede først i klubben
med krudt og zittrende kraft,
en vægtløftningstitel
den havde du haft
nu løftede du kun på forfaldenes saft.
oh du hakkede brød
fra en schwarzeneggersport
treds kolde fra kiolleren, virkelig?
nede på fire
hva ku vi ha gjort?
du pumpede flasken så hårdt.
ja hva dine grynt betød
hva ku vi ha gjort?
du pumpede flasken så hårdt.
ja hva dine grynt betød
vidste få besked,
og vi tonsede væk
skulle vi fange dit blik
han bidder! lad os drøne
for der stod du bøjet, spændt som en bue
midt i gågaden til årlangt skue.
du knak jo, mand
du knak jo, mand
for hårdt endda
og flåede op dine rødder
og flåede op dine rødder
nu rimer jeg sgu for dig ronns
ret skævt, men på klassiske fødder.
du tragiske, ulækre vægtstangsstøder
med det kagede, tyndrøde garn
sprittet og bidsk
lidt farlig du var,
lidt farlig du var,
nogen kendte til det om dit barn.
de sagde dit sidste hiv blev vand
da du endte i sakskøbing havn
bagbundet af egne seler et sted
hvor de ikke kendte dit navn.
kommisæren slog fast,
du gjorde det selv
og at sagen derved var opklaret
jeg husker fkn altid de gange hvor du
mit hoved har omdrejet.